Torsdag blev en helt særlig dag for os i Velkomn. Sammen med borgmester i Faxe Kommune, Mikkel Dam, tog vi nemlig første spadestik til ikke bare ét, men to nye boligprojekter i kommunen.
Første spadestik markerer begyndelsen på noget nyt. Ikke kun starten på et byggeri, men også de kommende hjem, fællesskaber og hverdagsliv, der skal udfolde sig i områderne i de kommende år.
I Enghave Banke i Rønnede opføres 45 moderne rækkehuse på mellem 65 og 113 m². Boligerne bliver certificeret efter DGNB Guld-standarden med fokus på klimatiltag, kvalitet og et godt indeklima.
De første beboere forventes at kunne flytte ind fra april 2027.
Samtidig blev der taget første spadestik til Nikolinelunden i Faxe, hvor der opføres 24 rækkehuse på mellem 54 og 113 m².
Også dette projekt certificeres med DGNB Guld og er udviklet med fokus på at skabe attraktive og tidssvarende rammer for kommende beboere. Indflytning forventes fra juli 2027.
De to nye projekter føjer sig til vores voksende aktivitet i Faxe Kommune. Her glæder vi os samtidig over, at Lysholm Have i Haslev med 153 rækkehuse nu er fuldt udlejet og i drift.
Med de tre projekter bidrager vi til udviklingen af nye boliger i kommunen og til at skabe rammerne for endnu flere hjem og naboskaber i området.
Vi ser frem til at følge byggerierne fra de første spadestik til de første beboere flytter ind.