Vi byder nu velkommen til Lars Faaborg, som er tiltrådt i en nyoprettet stilling som driftsleder. Ansættelsen er endnu et skridt i arbejdet med at styrke værdikæden in-house og sikre en effektiv, nærværende drift af vores ejendomsportefølje.
Lars bliver en del af Velkomns driftsteam, hvor han kommer til at arbejde tæt sammen med virksomhedens tekniske chef samt syns- og serviceteknikere. Sammen har teamet ansvaret for den daglige drift, vedligeholdelse og service af Velkomns rækkehuse med fokus på kvalitet, ordentlighed og langsigtede løsninger.
Med 14 års erfaring som selvstændig håndværker og senest fire år i ansættelse med fokus på husbyggeri i forbindelse med entrepriser, bringer Lars en solid faglighed og en praktisk tilgang med sig. Erfaringen fra både udførende arbejde og større byggeprojekter giver et stærkt udgangspunkt for at videreudvikle Velkomns ejendomsdrift.
Ansættelsen betyder samtidig, at vi fortsætter opbygningen af en stærk in-house platform, der håndterer hele porteføljen af rækkehuse fra syn og service til løbende vedligehold og drift. Målet er at være tæt på både bygninger og beboere og sikre, at kvaliteten fastholdes gennem hele ejendommens levetid.
Vi glæder os til samarbejdet og byder Lars varmt velkommen til Velkomn.